Introduktion Hvert år mister omkring 2.000 danske børn en forælder. Det er almindelig kendt, at dette tab er en af de mest traumatiske begivenheder, et barn kan opleve. Børn, som mister en forælder, har forøget risiko for at underpræstere i skolen, udvikle depression og føler sig ofte isoleret fra deres jævnaldrende. I Danmark har der ikke været fokus på at interviewe sorgramte børn om deres personlige oplevelser med at vende tilbage til skolen efter tabet af en forælder. Dette skyldes sandsynligvis en samfundsmæssig forestilling om, at det er for svært for sorgramte børn at skulle fortælle om deres oplevelser og holdninger til, hvad de har været igennem. I OmSorg mener vi, at børn besidder en unik viden om deres eget tab. Uden adgang til børnenes perspektiver kan det være svært for skoler og professionelle at målrette deres sorgberedskab. Derfor er denne rapport blevet til. Denne praksisnære og interview-baserede rapport formidler børns erfaringer, oplevelser og ønsker til skolens håndtering af deres sorg. Rapporten er baseret på ph.d.-afhandlingen Unheard Voices: Parentally Bereaved Danish Students’ Experiences and Perceptions of the Support Received Following the Return to School fra University of Cambridge, England. Den fulde ph.d.-afhandling kan downloades på www.omsorg.dk 4
Download PDF fil