KAPITEL 1 | SORGHANDLEPLAN 2.0 Ritualer, fordi de giver mening – ikke for ritualernes skyld Ritualer kan have mange udtryk, såsom at man samles og synger en sang i skolen, besøger gravstedet eller tænder et lys i klassen. Mange sorgramte elever er skeptiske over for sådanne tiltag, da de føler, at de gør unødig opmærksom på dem i en tid, hvor de allerede har det svært. Ritualer kan dog også være med til at understrege den alvorlige situation, og at skolen forstår tabet. Der er ofte stor forskel på, hvad det enkelte barn ønsker, ligesom alder spiller en rolle. Generelt har yngre børn det nemmere med ritualer. Den enkelte skoles størrelse spiller også ind på beslutningerne. Befinder man sig på en skole med tusinde elever, er der ikke behov for, at alle ved, hvad der er sket. Er man på en mindre skole, hvor alle kender hinanden, er det en god ide at få informationen ud, da der nok alligevel tales om det. Det bedste råd er derfor, at I diskuterer sådanne tiltag med eleven og lytter til hans eller hendes ønsker og behov i situationen. VEJLEDNING Eksempler på ritualer, I kan foreslå barnet • S yng en fællessang • T ænd et lys i klassen • B esøg gravstedet • P lant et træ • Skriv et brev til den afdøde • Lav en mindebog med fotos • S ærlige tiltag baseret på familiens religion • Tegn tegninger Skab faste rammer for, hvad eleven må, når sorgen rammer i skolen Når sorgramte elever vender tilbage til skolen, oplever de i nogle tilfælde, at meget voldsomme følelser pludselig rammer midt i timen. I sådanne situationer kan det være svært for eleven at agere, eftersom han eller hun ikke altid ved, om det er o.k. at forlade klassen. Når eleven vender tilbage, kan I med fordel lave en aftale om, at hvis han eller hun bliver rigtig ked af det, så er det helt i orden at gå ud og trække frisk luft. Vær opmærksom på, at der kan opstå misforståelser mellem elev og lærer, for eksempel hvis eleven har behov for at være alene, og læreren, for at hjælpe, sender en klassekammerat med ud. Eleven ender her i en situation, hvor det er svært både at skulle håndtere egne følelser og fortælle klassekammeraten, at man har behov for at være alene. For at undgå sådanne problematikker anbefaler vi, at læreren og eleven under deres første møde aftaler en række særregler for, hvad eleven må, når sorgen bliver for nærværende. Denne samtale bliver nemmere, hvis skolen allerede har et udkast, som kan danne udgangspunkt for samtalen. Husk på, at særreglerne i høj grad handler om at give eleven den støtte, han eller hun har brug for. Det er derfor vigtigt afslutningsvist at spørge eleven, om han eller hun selv har nogle ønsker til særregler, som I ikke har tænkt på. 43
Download PDF fil