Samtale med præsten Dagen efter far var død, kom der en præst hjem til os. Det var en underlig dag, fordi far var død. Det var ikke til at forstå. De voksne græd meget, men så lige pludselig smilede de og talte højt om far. Jeg kunne godt huske præsten fra kirken til jul. Han gik hen til mor og sagde et mærkeligt ord. Jeg ved nu, at han sagde: ”Jeg kondolerer”. Det er et ord, de voksne bruger, når der er en, som er død, og de gerne vil fortælle, at de synes, det er synd for en. Præsten var kommet for at tale med os om, hvad der skulle ske i kirken, når far skulle bisættes. Præsten fortalte, at fars kiste ville blive kørt fra hospice hen i et hus, der hedder et kapel, hvor den skulle være indtil bisættelsen. ”Når en person skal bisættes”, sagde præsten, ”så kommer mange af de mennesker, der kendte jeres far hen i kirken. Bedemanden har sørget for, at kisten allerede står oppe i kirken, når I kommer. De fleste, som kommer, har blomster med, og dem pynter vi midtergangen i kirken med”. Laurits sad hos mor, og jeg sad ved siden af mor og kiggede på hende. Præsten fortsatte: ”Når vi er færdige i kirken, bliver kisten med jeres far kørt hen til et krematorie, hvor den bliver brændt. Efter et stykke tid får I en urne med asken, som I skal sætte ned i jorden på kirkegården”. Vi havde talt om meget af det før med far. Far havde engang sagt, at han ville bisættes i en kiste i samme farve som hans fodboldhold. Mor sagde, at hun troede, at far havde sagt 34
Download PDF fil