Børnekræft i Skolen

Børnekræft i SkolenKapitel 11. Hvis eleven ikke kan helbredes og ikke overlever sin sygdom • Er Ida deroppe og venter på os, når vi dør? • Tror du, Ida kan kende os, hvis vi nu bliver gamle først? • Har Ida fået vinger? • Er hun blevet helt hvid? • Er hun blevet til et skelet? • Har hun lukkede øjne? • Hvad skal vi gøre med Idas plads? • Skal vi ikke synge en sang for Ida? • Må vi gerne tegne til Ida? • Hvad betyder det, at Ida aldrig bliver voksen? • Vokser hendes arme og ben så ikke mere? • Er de sikre på, at hun er død? • Har de prøvet at mærke på hendes hjerte? Resten af dagen Klokken 10 gik klassen og jeg over i hallen, hvor resten af skolen var samlet. Skolelederen holdt en meget gribende tale om Ida, og bagefter gik alle ud til flagstangen, hvor flaget blev rejst på halv til minde om Ida. Det var en meget rørende ceremoni, meget ulig nogen anden på skolen. Alle børn var meget grebet af situationens alvor. Tilbage i klassen kunne børnene se flaget på halv. En elev var så utrøstelig, at han måtte hentes af sine forældre. Han fik næste dag til opgave – sammen med en klassekammerat – at sørge for krans og bånd til begravelsen. Drengene fik frie hænder til selv at bestemme ordlyden på båndet. Den blev: ”Vi tænker på dig hele tiden, Ida”. Skolelederen kom over i klassen og talte med eleverne, og sammen sendte vi en besked til alle forældre på skolen, der beskrev dagen for dem. Forældrene til børnene i 2.a. fik en mere privat mail. Der stod bl.a. om børnenes oplevelser, og at det var Idas families udtrykkelige ønske, at begravelsen skulle foregå i absolut stilhed. Begravelsen I løbet af weekenden ændrede Idas forældre mening om begravelsen. ”Ida fortjener en lys og venlig begravelse, og alle er velkomne” var deres nye udspil. Den første melding var givet i et ønske om omsider at få lov til at være i fred efter i ugevis at have været omgivet af mennesker på hospitalet. Idas klassekammerater fik fri, så de i følgeskab med deres forældre kunne deltage i begravelsen. De børn, som ikke deltog, fik ingen skolegang, men kunne tilbringe en stille dag i SFO’en. Tiden efter Sorgen over Idas død er ikke noget, klassen sådan bare lige slipper igen. Der sker f.eks. noget, hver gang • farven lyserød, som var Idas yndlingsfarve, dukker op • vi ved juletid pynter op med engle • vi er i nærheden af en kirkegård • det er Idas fødselsdag • det bliver årsdagen, hvor Ida døde Men i klassen er vi blevet gode til at tale om Ida og sorgen og passe godt på hinanden 127Side 126Side 128