Børnekræft i skolen En lang behandlingsperiode er ens- betydende med en langsigtet støtte Et børnekræftforløb kan tage lang tid – ofte flere år, fra diagnosen stilles, og behandlin- gen påbegyndes, til barnet erklæres rask og skal forholde sig til eventuelle senfølger. Det er derfor nødvendigt, at skolen har det lang- sigtede perspektiv med i planlægningen af støtten, så kontakten og informationsstrøm- men mellem klassen og det syge barn ikke går i stå efter de første par måneder, hvor der er en tendens til, at kreativiteten og mo- tivationen blandt klassekammeraterne er størst. Det handler om at holde kontakten igennem hele behandlingsperioden, så barnet med kræft oplever, at de andre ikke har glemt ham eller hende. ”Vi skrev breve til hende, og så teg- nede hun retur, fordi hun ikke læn- gere kunne skrive bogstaver. Det var for hårdt for hende, men hun kunne tegne. Sådan nogle lidt ab- strakte tegninger. Så det der med hele tiden at sørge for, at der er kommunikation fra klassen til ele- ven og tilbage igen, det er mega vigtigt, og det kunne jeg mærke, også betød meget for forældrene. At vi ikke havde glemt hende.” Lærer i udskolingen for pige med kræft VEJLEDNING I denne boks får du et indblik i, hvilke ord børnekræftpatienter selv bruger, når de skal beskrive, hvad der har været det sværeste og/eller det værste samt det bedste i deres sygdomsforløb. Det sværeste og/eller det værste: • Forandringerne indeni (personlighed og humør) og udenpå (udseende og kropslige forandringer) • Behandling, medicin, bivirkninger, sonder, katetre og senfølger • At have det dårligt, at være træt og udmattet og at have mange smerter • At være indlagt og have hjemve • At være revet væk fra sin normale hverdag • Ikke at kunne det, som vennerne kan • At være væk fra skolen • At miste det sociale: ”Vennerne glider bort/trækker sig”, ”man går glip af ting” • At være anderledes end de andre • Skoleskift 82
Download PDF fil