Børnekræft i skolen CASE Susanne, som er lærer, beskriver, hvad hun gjorde med klassen, da hun fik besked om, at hendes elev Ida var død efter ét års sygdom Kort efter at Ida begyndte i 1. klasse, fik hun konstateret en hjernesvulst. Da svulsten ikke kunne opereres bort, begyndte Ida i stedet på en lang kemokur, som stod på i over ét år. Desværre virkede kemoen ikke. Svulsten blev ved med at vokse, og lægerne indstillede til sidst behandlingen. Til trods for at Ida til sidst var så syg og afkræftet, at hun måtte sidde i kørestol, ønskede hun at komme i skole i de perioder, hvor hun havde det nogenlunde. Men i starten af 2. klasse blev Ida ind- lagt med komplikationer til svulsten i hjernen. Få måneder senere ringede hendes far og fortalte, at Ida ikke ville komme i skole mere. Ida døde kort tid efter på hospitalet. Susanne fortæller Den første dag Morgenen efter at Ida var død, var underlig på lærerværelset. Jeg kunne mærke sympatien fra de andre lærere, men var ikke rigtigt til stede. Jeg havde aftalt med Idas forældre, at jeg som det første skulle sende en mail til mine kollegaer, der kort beskrev Idas sygdomsforløb, så de havde nogle facts, de kunne gengive ude i klasserne. Det viste sig at være en god idé, for selv om mine kolleger løben- de havde fået informationer det seneste år, så havde deres elever mange spørgsmål, som mailen hjalp dem med at svare på. Da jeg kom ud i min egen klasse, begyndte jeg med at fortælle klassen, at jeg havde noget meget sørgeligt at fortælle dem: Deres klassekammerat Ida var død dagen før. Straks slog én af drengene hænderne for ansigtet, og han fjernede dem først en halv time senere. Andre begyndte at græde, og så begyndte spørgsmålene. Jeg kan ikke huske dem alle, for jeg havde travlt med at svare, give knus og forsøge at bevare fatningen. Det var slet ikke nødvendigt at være bange for mobning, for alle accepterede alle former for sorgre- aktioner. På et tidspunkt så jeg én af drengene stå og stryge klassens “seje” dreng over håret, mens de begge græd. Vi var meget kede af det alle sammen, og vi talte om, at vi var det. Som lærer var det værste, at jeg ikke kunne være hos dem alle sammen på samme tid. Heldigvis trøstede børnene instinktivt dem, der havde det værre end de selv. Men alligevel . Det havde været dumt at tro, at den slags samtaler kunne styres oppe fra lærerbordet med håndsoprækning, tale- rækkefølge osv. Jeg tror dog, jeg nåede rundt på en tilfredsstillende måde, og af og til havde jeg alles opmærksomhed. Men at have en kollega med i lokalet havde nok været den bedste løsning, selv om jeg forinden havde afslået det. For at mindes Ida lagde eleverne og jeg en buket med syv lyserøde roser på hendes plads (Ida blev syv år). Vi satte også to fyrfadslys på bordet, ét for hvert klassetrin. Én af drengene sagde, at Ida havde fortalt ham, at hun på hospitalet havde set nogle engle uden for vinduet. Det vidste jeg jo godt, så det blev stikordet til at placere to “guldengle” på bordet. Pigen, der havde siddet ved siden af Ida, fik lov at lægge en håndfuld “guldnoder” rundt om englene. De var blevet købt til et andet og mere juleagtigt formål, men klassen havde tilsyneladende brug for et ritual. Nogle af de spørgsmål, jeg måtte svare på: • Når du siger, at Idas krop er død, har hun så ikke noget hoved mere? • Hvad så med hendes mor og far? Må de så ikke komme herover mere? • Hvad med Idas marsvin? Dør det nu? 126
Download PDF fil