Kapitel 6. Oplever du sårbarhed, berørthed eller tvivl? Kapitel 6. Oplever du sårbarhed, berørthed eller tvivl? Det er helt naturligt at blive både berørt og komme i tvivl, når man arbejder med et så intenst og følsomt område som børnekræft. I dette kapitel, som er det sidste i bogens del 1, kan du læse om, hvad du kan gøre, hvis støttearbejdet bliver svært at håndtere, samt hvilke støttemuligheder du og skolen kan inddrage. For det er svært og sårbart at forholde sig til livstruende sygdom hos børn. Denne berørthed, sårbarhed og tvivl skal der kunne tales højt om. Det får du inspiration til i dette kapitel. Udpeg to tovholdere, og få kollegial og ledelsesmæssig opbakning til støtteopgaven At blive tildelt støtterollen i et børnekræft- forløb kan være både givende og lærerigt, men det er sjældent ukompliceret. Dels er det en opgave, de færreste har prøvet før og derfor sjældent har stor erfaring med. Dels er det nemt at blive berørt, når man er vidne til alvorlig sygdom hos et barn, eller komme i tvivl om, om den hjælp, man yder, er god nok. Det er derfor vigtigt ikke at stå med an- svaret alene, men at have både kollegaer at sparre med og ledelsesmæssig opbakning og støtte til opgaven. Vores anbefaling er, at der udpeges to tov- holdere fra lærerteamet, der er ansvarlige for støtten, og som har den primære kontakt med familien, samt at der allerede i begyn- delsen af forløbet gives kollegial og ledelses- mæssig opbakning til støttearbejdet. Dels er det hensigtsmæssigt at have en aftale med sin leder om, at der er de nødvendige res- sourcer til opgaven i en travl hverdag med andre krævende og akutte opgaver. Dels er det godt, at ledelsen er inddraget med hen- syn til sparring, hvis der på et tidspunkt skul- le opstå udfordringer. Det kunne være ud- fordringer i samarbejdet med familien, eller hvis støttearbejdet på et tidspunkt opleves som vanskeligt for én selv. Ligeledes kan der i forløbet vise sig at være behov for en særlig indsats for det samlede klassefællesskab. Derudover er det afgøren- de, at ledelsen har forståelse for og indsigt i situationen, både for at erfaringsdanne, og for at opgaven bedst muligt kan gives vide- re, hvis en tovholder f.eks. får andet arbejde eller andre opgaver. Læs mere om tovholderfunktionen på side 63. Pas på dig selv og familien berørt af børnekræft Selv om der er forskel på at være nær pårø- rende og fagprofessionel, så kan man allige- vel blive meget berørt, når man er vidne til alvorlig sygdom og eventuelt dødsfald hos et barn. Spørgsmålet er derfor, hvordan man ikke bare kan passe på sig selv, men også blive passet på i forløbet, for at forebygge, at støtteopgaven på et tidspunkt bliver for overvældende. Det kan gøres, ved at • man har en åben kultur på skolen, hvor det er naturligt og tilladt at tale om, at det kan påvirke én både fagligt og privat at være vidne til livstruende sygdom og eventuelt dødsfald hos en elev • de lærere og/eller pædagoger, der er ud- peget som tovholdere og dermed har den tætteste kontakt med eleven og fa- milien, har én fast kollega eller to at sparre med • de implicerede lærere og/eller pædago- ger får supervision eller efteruddannelse, så de føler sig fagligt og mentalt klædt på til opgaven • der er ledelsesmæssig opbakning til støtteopgaven på skolen 51
Download PDF fil