KAPITEL 2 – RELATIONER Jeg har oplevet venner, hvor jeg har måttet trække mig. Det var deres behov at blive opdateret på: ”Nå, hvordan gik kemoen i dag” og sådan noget. Det magtede jeg ikke på daværende tidspunkt. Tiden bliver lidt mere kostbar – især når man er i det her intense behandlingsfor- løb. Jeg havde måske to timer, inden jeg faldt i søvn af ren udmattel- se, fordi min krop var helt ødelagt. De to timer ville jeg gerne bruge på mine børn og ikke på at sidde og svare 10 forskellige mennesker på, hvordan jeg havde haft det i dag. Stine, fik livmoderhalskræft som 32-årig og mor til 8-årig og 3-årig ” • Dem, der ikke ved, hvad de skal gøre: Alle pårørende kan have brug for at blive guidet – nogle måske mere end andre. Sæt ord på, hvad du har brug for og ikke brug for – og lad også din kæreste/ven/bror/mor sætte ord på, hvad de kan til- byde og ikke tilbyde. Forventningsafstemning begge veje er godt, for måske fin- der du ud af, at en ven fx har vanskeligt ved at tale om sygdom, men rigtig gerne vil stille op til noget andet. Så undgår du forhåbentlig, at nogle går for langt eller bliver helt passive – enten af uvidenhed eller frygt for at skuffe dig. Jeg har venner, som havde enormt svært ved at være i, at jeg havde kræft. Det fik nok deres egen frygt for kræften frem, og de havde svært ved at snakke om det. Alle er en støtte på deres egen måde og det er forskelligt, hvor meget folk i din omgangskreds kan holde ud at være tæt på noget, som er gravalvorligt. Hans Peter, fik testikelkræft som 32-årig ” 41
Download PDF fil