Forord Journalist Eva Jørgensen sagde engang: ’Man bliver direktør i sin egen nye virksomhed, når man rammes af svær sygdom’. Det kan være meget sandt og måske særligt i dag, hvor inddragelse af patienter og pårørende spiller en stadig større rolle i behandlingsforløbet. Det sker i erkendelse af, at kun på den måde opnås de bedste behandlingsresultater. Ansvaret for inddragelsen ligger hos de professionelle, men viden om dit eget behandlingsforløb betyder, at du er bedre rustet og kan stille relevante spørgsmål og krav til dine behandlere. Med denne patienthåndbog ønsker vi at skabe en bog, hvor du kan skaffe dig den nødvendige viden om din sygdom og dit behandlingsforløb. At undgå bekymringer er ikke muligt, men vi håber, at bogens indhold kan medvirke til, at du føler et vist fodfæste i alt det nye. Jeg vil gerne rette en stor tak til alle, der har bidraget med tekster og faglige input til denne håndbog og for deres engagement. De har bidraget uden økonomisk belønning, fordi de alle har et ønske om, at du og andre i samme situation kan få hjælp og støtte. For at sikre at håndbogen har et relevant, fagligt niveau, er alle afsnit, der handler om behandling, skrevet af fagprofessionelle; ligesom hele håndbogen er godkendt af fagprofessionelle. I redaktionsgruppen har vi valgt, at bogen skal favne alle danskere som rammes af en hjernetumor – fra den nordligste spids i Jylland til det sydligste punkt på Falster. Det betyder, at indholdet er generelt og gældende for hele landet, og at regionale initiativer dermed ikke er med. Det betyder også, at der er afsnit, som vil være mere eller mindre relevante for dig, og at der kan være behov for at søge yderligere regionale informationer. Vi håber, at håndbogen vil være dig en god støtte og hjælp i dit sygdomsforløb. De bedste ønsker Bitten Næsted Hansen Formand for HjernetumorForeningen 5
Download PDF fil