D et er en smuk augustmorgen i Dragør Søbad. Klokken har netop passeret 4.30, da 37-årige Julie Meldrum Kruse bryder den blikstille vandoverflade med sine første svømmetag. Daggryet farver himlen orange, mens vandet endnu er kulsort. Iført badedragt, svømmebriller, hætte og taske – der glider bag hende fastgjort af en snor om livet som sikkerhed – tager hun sine første tag i vandet mod Sverige. Foran hende venter 19 km svømning i Øre- sund. Lige efter Julie tøffer en følgebåd med hendes familie som opbakning. Svømmeturens formål er at sætte fokus på, at kræft skal opdages tidligere. Julie har længe ønsket at gennemføre turen – og denne morgen i august bliver drømmen til virkelighed. "Det var fuldstændig fantastisk," siger Julie, da hun træder i land i Malmø: "Det gik, som det skulle, og jeg er bare lykkelig over, at det lykkedes. De sidste fem kilometer var lidt hårde, men jeg gennemførte," jubler Julie, mens smilet breder sig. "Det var vigtigt for mig at finde styrken til turen, ligesom jeg skal finde styrke til at være uhelbredeligt syg. Den resttumor, jeg lever med, er i bero lige nu og kan være det i mange år, men at få en langsom døds- dom er stadig noget, som jeg og mange andre skal leve med," forklarer hun. I vandet er jeg hel Julie Meldrum Kruse har altid haft et tæt forhold til vandet. Som ung var hun konkurrencesvømmer, og senere flyttede hun til Australien for at dyrke hav svømning. Efter sin kræftoperation i hjernen blev Julie lam i venstre side, og det var en hård kamp at vende tilbage til den, hun var en gang. Konsekvenserne af kræften ses på land. Julie trækker på venstre fod og går underligt, som hun selv formulerer det. Men i van- det er hun sig selv – sådan næsten da. "I vandet er der ingen underlig hånd eller mærke- lige skridt. Der er kun mig, og jeg er den samme, som før jeg blev syg. I vandet er jeg hel." Jag i arm og hovedet Svømmeturen blev kulminationen på et langt og uskønt forløb for Julie. For få år siden kunne hun slet ikke forestille sig at være en del af kræftstatikkerne. Hun var ung, veltrænet og mor til to små børn med fuld fart på både arbejde og privatliv. Men en kold for- middag i februar 2018 oplever Julie for første Ingen andre skal gang det, der kommer til at definere resten af gå igennem det hendes liv. Hun er på vej ind i et supermarked, da samme som mig der pludselig går et jag op i hendes venstre arm. Armen bliver helt følel- sesløs. Hånden er kold. Jagene forsvinder, men vender tilbage og går nu op i hovedet. Det tager 30 sekunder. Så er de væk igen. Det sker flere gange dagligt. Det næste halvandet år er Julie i kontakt med vagt- læger, egen læge, en neurolog og bliver udredt for epi- lepsi. Alle vurderer, at hun er sund og rask. Men jagene fortsætter – fra venstre arm og op i hovedet. Da Julie vågnede efter sin operation for kræft i hjernen, var hun lam i venstre side. Svømningen hjalp hende tilbage, og i vandet har hun nu ingen mén. "Jeg arbejder fortsat på fuldtid, for jeg elsker mit arbejde, og når jeg ikke fejler noget, så kan jeg jo lige så godt tage på arbejde, forklarer Julie, der er skolelæ- rer i Tårnby på Skelgårdsskolen. Hun har også to børn, Nor på 2 og Bjørk på 4, som hun skal tage sig af, hun dulmer derfor smerterne med Panodil – og arbejde. Det er først i foråret 2019, at lægerne kommer på spo- ret af kræftdiagnosen. Julie sidder på lærerværelset med to gode kollegaer, da hun får endnu et anfald. Heldigvis insisterer de på, at det er alvorligt, og Julie bliver kørt til Hvidovre Hospital. Et udredningsforløb går nu i gang, og Julie bliver MR-scannet. Scanningen viser, at hun har en tumor i hjernen på størrelse med en appelsin. "Det var et kæmpe chok. Gennem hele udrednin- gen følte jeg, at lægerne spildte deres tid, for jeg fej- lede jo ikke noget," siger Julie og fortsætter: "Da de finder tumoren, kan lægerne ikke sige noget om, hvor- for den er kommet, eller om den er ondartet. Dog ved de, at den har siddet der længe. Måske i 10 år, måske siden jeg var barn." Lam efter operationen Julie bliver opereret, og da hun vågner efter operati- onen, fortæller kirurgen, at der desværre var kræft i tumoren. Operationen har desuden gjort hende lam i venstre side: "Jeg var 100 pct. død i venstre side. Jeg snakkede underligt, men jeg kunne sagtens tænke normalt, men min fod og hånd var iskolde. De vidste ikke, om jeg ville få førligheden tilbage. Det var sinds- sygt hårdt," fortæller Julie. "De siger også, at de ikke kan fjerne tumoren helt, så den vil vokse sig større med tiden. Så en dag skal jeg opereres og have kemoterapi endnu en gang. De fortæller også, at jeg ikke kan helbredes, så en dag vil jeg dø af min kræftsygdom." Fokus på tidlig diagnostik Julie er skuffet over det lange forløb, der gik forud for diagnosen. Hvorfor tog ingen symptomerne mere Kræftens Bekæmpelse 19
Download PDF fil