’Jeg vil leve mit liv som alle andre unge’ Sascha Harkjær er netop fyldt 18 år. Hun fik konstateret kræft, da hun var fem og er i dag uhelbredelig syg. Hun er også en livsglad og optimistisk pige med mål og ambitioner og en indædt tro på, at forskerne en dag finder den medicin, der kan gøre hende rask. AF CHARLOTTE TAARNHØJ DAHLSTRØM n FOTO TOMAS BERTELSEN Fra en stor ring i loftet hænger hvidt tyl og lyskæder i bølger og danner et slags beduintelt. Inde i teltet er dækket op til fest. Bordet er dækket med Saschas livretter, og omkring det sidder familie og venner for at fejre, at Sascha i dag har nået en vigtig milepæl – sin 18 års fødselsdag. – Det er fantastisk at vide, at jeg kommet så langt. Jeg har kæmpet mod kræften i 12 år – og jeg lever stadig. Jeg har klaret min folkeskole, jeg går nu i gymnasiet – og det kommer jeg selvfølgelig også til at klare. Jeg vil leve ligesom alle andre unge. Jeg elsker at være sammen med mine venner, veninder og min kæreste. At grine, hygge, feste og danse. Og jeg har mål, drømme og ambitioner. Det skal min kræftsygdom ikke sætte en stopper for. Sådan siger Sascha Harkjær. Med et smil på læben fortæller hun sin livshistorie, som kan tage pusten og modet fra de fleste. Sascha har været i kræftbehandling i 12 år. Hun kan stort set ikke huske sin barndom. En stor del af tiden er gået med behandling, indlæggelser og undersøgelser. Kræft som fem-årig Da Sascha var fire år, blev hendes mor, Susan Harkjær, opmærksom på, at noget var galt. Sascha gik ind i ting. Hun faldt ofte, og når hun skulle se fjernsyn, stod hun helt tæt på skærmen. I første omgang reagerede lægerne ikke. Men Susan var vedholdende, og et år senere gav en scanning et meget tydeligt svar. En tumor på størrelse med en tennisbold sad i Saschas hjerne og trykkede på blandt andet synsnerven. – Vores verden brød fuldstændig sammen. Vi vidste endnu ikke, om det var kræft, men vi kunne jo godt se, at uanset hvad det var, så var det ikke godt. Noget så massivt skulle ikke være i Saschas hjerne, husker Susan. Familien, bestående af mor, far og storebror Daniel på ni år, havde ellers pakket kufferterne og var godt på vej på en længe ventet sommerferie til Disneyland. Men den blev aflyst og i stedet blev de næste tre uger brugt på hospitalet med et utal af scanninger og undersøgelser. Det viste sig, at Sascha havde kræft. Lægerne anbe- falede et to år langt kemoforløb. Hverken stråler eller operation var en mulighed, da tumoren havde forgrenet sig til for mange områder af hjernen. Den endelige diagnose faldt sammen med, at Sascha skulle starte i 0.klasse – en dag som hun havde set frem til med stor spænding. – Jeg fik lov til at udskyde min behandling i 14 dage, så jeg kunne nå at opleve min første skoledag, mens jeg stadig var ’rask’. Det var en stor dag – men derefter var jeg nærmest ikke i skole det år, mindes Sascha. Sascha er ambitiøs og vedholdende med sin skole. Kemobehandlingerne giver dog en hel del fravær, så hun bruger meget tid derhjemme for at kunne følge med. 18 tæt på kræft Februar 2020
Download PDF fil