Kræftens Bekæmpelse får mange spørgsmål og erfaringer fra kræftpatienter, pårørende og efterladte. Nogle af disse spørgsmål/erfaringer bringer vi her i tæt på kræft, fordi vi håber og tror, at de vil kunne gavne dig. Har du spørgsmål til Kræftens Bekæmpelse? Så skriv til brevkassen på www.cancer.dk/brevkasse. Alle, der skriver til brevkassen, får svar, uanset om spørgsmålet bringes i tæt på kræft eller ej. Sidse HertzLarsen sygeplejerske Kørselsfradrag ved plejeorlov ?Jeg bor i København og har plejeorlov for at passe min mor, der bor i Jylland. Kan jeg få kørselsfradrag for mine transportudgifter? ! Kære spørger Tak for dit spørgsmål. Her kommer svar fra socialrådgiver, Pia Holm: Du oplyser, at du har plejeorlov, og at du kører fra København til Jylland og retur. Plejeorloven bevilliges i henhold til Serviceloven, men der gives ikke tilskud til kørselsudgifter efter den lovgivning. Du har i stedet mulighed for at benytte de almindelige skatteregler for befordringsfradrag. Det er beskrevet på Skats hjemme side under ’Befordringsfradrag’. Så svaret er, at du kan fratrække de transportudgifter du har i forbindelse med plejeorloven på samme måde, som du fratrækker befordringsudgifter til en arbejdsplads. Kikærtemel ?Jeg har læst, at hørfrø, soya og champion ikke er godt, men nu har jeg også hørt, at kikærter heller ikke er så godt. Så jeg vil spørge, om det også gælder kikærtemel, da min mand og jeg godt kan lide at lave kikærtepandekager fyldt med bagte rodfrugter. Hører meget gerne, om der andre ting, man skal undgå. ! Kære spørger Tak for din mail til Brevkassen. Her kommer svar til dig fra seniorforsker, Anja Olsen: Det er korrekt, at man ikke skal spise alt for mange rå champignon. Men I de mængder, de fleste af os spiser, er der ingen grund til bekymring. Vi anbefaler, at kvinder, der har eller har haft en østrogenfølsom brystkræft, ikke lader soja fylde for meget i deres kost – f.eks. ikke drikker flere glas sojamælk dagligt eller hyppigt lader sojabaserede fødevarer (f.eks. tofu) fylde en stor del af tallerkenen. Til samme gruppe (altså brystkræftramte) fraråder vi kosttilskud baseret på hørfrø eller soja. Vi har ingen anbefalinger i forhold til disse fødevarer til personer, der ikke er ramt af brystkræft. Kikærter indeholder slet ingen ting, der giver grund til bekymring for nogen. Det lyder i øvrigt lækkert med kikærtepandekager med fyld af bagte rodfrugter. Hvis jeg skal give dig nogle generelle råd i forhold til jeres kost, bliver det de helt overordnede: Masser af fuldkorn (mindst 75 gram om dagen), mange grøntsager og frugt, ikke for meget kød fra dyr med fire ben (maks. 500 gram om ugen fra okse, svin og lam) og ikke for meget alkohol (maks. 7 genstande om ugen til kvinder og maks. 14 genstande om ugen til mænd). Derudover er det vigtigt at dyrke motion (gerne mindst en ½ times bevægelse per dag – en rask gåtur gælder også) samt at undgå at få overvægt. Screening for tarmkræft og karensperiode efter koloskopi ?Min mand og jeg blev sidste år indkaldt til koloskopi. Min mand fik desværre konstateret kræft i endetarmen og er nu i behandling. Hos mig blev der ikke fundet tegn på kræft, og jeg har nu en karensperiode på 8 år. Det gør mig utryg. Jeg har kontaktet sygehuset, der oplyste, at det ikke er muligt at komme ind i screeningstilbuddet. Er der i stedet mulighed for at tilmelde sig et andet sted og selv betale? ! Kære spørger Tak for din mail til Brevkassen. Her kommer svar til dig fra projektchef og overlæge, Janne Villemoes Bigaard: Jeg forstår din mail sådan, at både din mand og du blev indkaldt til koloskopi tilbage i starten af 2019, fordi jeres screeningstests (afføringsprøver) havde vist blod i afføringen. Din mand fik desværre konstateret endetarmskræft og er nu i gang med behandling. Din tarmundersøgelse viste ingen tegn på kræft. Når man får lavet en koloskopi, er man blevet undersøgt på bedste vis. Derfor giver det ikke mening at deltage i screeningen de følgende år. I Danmark er karensperioden 8 år, i England er den 10 år. Hvis du på et tidspunkt oplever symptomer, skal du henvises af egen læge til at få udført en koloskopi. Det er muligt selv at betale for en koloskopi på et privathospital, men der er ikke faglige grunde til at få den lavet, hvis man ikke har symptomer. Alle undersøgelser er forbundet med en vis risiko, og disse skal altid opvejes med rationalet for undersøgelsen. Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig ekstra, fordi du oplever, din mand gennemgå et hårdt forløb. Det er vigtigt at holde fast i, at du er blevet undersøgt efter bedste standard, uden at man fandt tegn på kræft, og at dét, at din mand fik konstateret kræft, ikke hænger sammen med din risiko for at få kræft. Jeg håber, dette svar kan give dig ro. Du er altid velkommen til at kontakte Kræftlinjen på 80 30 10 30, hvis du har brug for rådgivning om dette eller andet kræftrelateret. Læs flere spørgsmål og svar på cancer.dk/brevkasse Juni 2020 tæt på kræft 25
Download PDF fil