Tæt på kræft, nr. 2 2020

Tæt på kræft, nr. 2 2020mærker en knude i brystet, tænker hun, det må være en muskelknude af træningen. – ’Det var da underligt, sådan en knude jeg har dér’, tænkte jeg. Den var ikke øm, men voldsomt stor. Den havde ikke været der mere end 14 dage, det ville jeg have opdaget, når den var så tydelig, husker Mette. Weekenden efter er knuden der endnu, og Mette beslutter at tage til lægen for at få den undersøgt. Han mener også, at det er en muskelknude, men sender alligevel Mette i et kræftpakkeforløb. ’Når det nu er en knude’, som han siger. Mette fik skyld følelse over at have givet et defekt gen vi dere til sin søn, og at hans børn måske ville arve det. I dag har hun fået bugt med de nega tive tanker. Hvordan skal jeg sige det til børnene? På Ringsted Sygehus får Mette foretaget mammografi og en ultralydsscanning. Lægerne tager også en biopsi. Mens hun venter på svar, er hun et nervevrag. Der er så mange i hendes familie, der har haft kræft, så hvorfor skulle hun ikke også få det? Alligevel håber hun, at de tager fejl. En fredag eftermiddag tager Mette til hospitalet for at få svar på undersøgelserne. Som ved alle besøg på hospitalet er hendes mand Jørn med. Der kommer en sygeplejerske og henter dem i venteværelset, og de kommer ind til lægen. ’Du har kræft’, siger han. Så bryder Mettes verden sammen. Det første, hun tænker på, er sine børn. Sammen med Jørn har hun Andreas og Christina, der på det tidspunkt er 25 og 29 år gamle. Jørn har også en datter fra tidligere, som Mette har kendt, siden hun var 3 år. – Jeg tænkte på alt det, de skulle igennem med en kræftsyg mor. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle sige det til dem. Især er Mette bekymret for Andreas. Han har selv diabetes og har arvet sin fars dårlige hjerte, så han har oplevet en del sygdom omkring sig. Hvordan vil han håndtere beskeden? Er det noget i familien? Mettes kræft er triple negativ og meget aggressiv. Det betyder, at den vokser og spreder sig ekstremt hurtigt og ikke kan påvirkes af f.eks. hormonbehandling, som nogle typer brystkræft. Denne type brystkræft er ofte arvelig. – Så begynder jeg jo at spekulere og blive nervøs. Jeg havde sådan en mavefornemmelse. Det er da underligt, at både min søster og min farmor har haft brystkræft, og min far er død af kræft, og at jeg så også får det. Er der så noget i familien? Derfor takker Mette ja, da hun bliver tilbudt en gentest. – Jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle jeg. Hvis jeg kunne hjælpe mine børn til ikke at få kræft, så ville jeg selvfølgelig det. Genfejl bliver opdaget En kold martsdag får Mette svar fra gentesten i sin e-boks. Hun har en sygdomsdisponerende genvariant i det gen, der hedder PALB2. Det er en forholdsvis nyopdaget defekt, der øger risikoen for brystkræft markant, ligesom de mere kendte genvarianter for brystkræft BRCA1 og BRCA2. Efterfølgende er hun til samtale hos genetikerne, og bliver anbefalet at få fjernet brystet helt i stedet for en brystbevarende operation. Gerne begge styks, for når kræften er triple negativ og aggressiv, er der meget stor risiko for, at den vil komme i det andet bryst. Endnu ved man ikke, om PALP2 øger sandsynligheden for kræft i æggestokke, men da det er tilfældet med BRCA-generne, er det muligt, at det samme gælder for PALB2-genet. Mette vælger derfor også at få fjernet æggestokkene. – Det var jeg ligeglad med. Når man er så langt i forløbet, så tænker man bare, at man vil være rask. En god og en dårlig nyhed Mette mødes med Andreas og Christina og fortæller dem, at kræften er arvelig. Og at de muligvis har den samme gen-defekt, som hun selv. – De tænkte ikke så meget på sig selv, men mest på deres børn. Christina havde allerede en pige på 1 år. Hvad med hende? Og hvad med de børn, de gerne ville have i fremtiden? Hverken Andreas eller Christina er i tvivl om, at de vil testes. Og da Mette netop har fået fjernet brysterne og ligger på hospitalet, får hun en god og en dårlig nyhed. Christina har ikke genfejlen. Men det har Andreas. – Jeg græd af både glæde og sorg. Andreas skulle også lige synke det. Han var ked af det. Også fordi han som mand ikke rigtig kan gøre noget med den viden, han har fået. Man ved ikke rigtig, hvad det her betyder for mænd. Andreas og hans kæreste er ikke i tvivl om, at de skal have børn, selv om der er risiko for at give genet videre. Alle i familien har stor tiltro til forskningen, og der er mange år til, Andreas’ børn skal tage stilling til, om de vil testes. 20 tæt på kræft Juni 2020Side 19Side 21